Foreningen for Unge Golftalenter giver nye muligheder for udvikling af den danske talentmasse
Gennem de seneste 15 år har Danmark markeret sig positivt på den internationale golfscene. Vi ser med på TV og er stolte af vores professionelle, når de hiver sejrene hjem. I fremtiden vil vi have endnu flere danske golfspillere i den absolutte verdenselite. Det er det store mål for FUGT.
Virke og vision
FUGT er grundlagt i efteråret 2007 af en række græsrødder i golfmiljøet, som alle brænder for golfsporten og talentudvikling. FUGT er netop grundlagt med det ene formål at dyrke talenterne i de danske golfklubber. Nogle talenter holder hele vejen fra de tidlig ungdomsår til etableret pro-spiller, mens andre unge spillere pludselig kan tage et tigerspring og på kort tid brage igennem. Visionen er netop at kunne udvide støttemuligheder og antallet af unge golfspillere, som via støtte kan få endnu bedre muligheder for, at se hvor langt talentet rækker. Det er det vi vil arbejde for.
Supplement og samarbejde med klubberne om talentudvikling
FUGT er et initiativ, der supplerer de eksisterende tiltag i arbejdet med unge talenter. På samme måde er foreningen et supplement - og ikke en konkurrent - til det store talentarbejde, der udføres i klubberne. Vi ønsker at indgå et nært samarbejde med de danske golfklubber om udviklingen af dansk golf.